Årstidens dæk / Vinterdækregler

Vinterdækregler

Der findes forskellige regler om brug af vinterdæk fra land til land.
Derfor skal man være ekstra opmærksom på lokale love og bestemmelser, når man drager uden for Danmarks grænser.

Reglerne i Danmark og vore nabolande kan du finde her på siden. Går turen til andre lande, har vi udarbejdet oversigter over vinterreglerne i Europa.
Oversigterne (i pdf-format) finder du her: Personbiler • Lastbiler/busser
 

DANMARK

Person-/varebil

Vinterdæk er ikke lovpligtige. Hvis monteret skal det være på alle hjul.
Mindste tilladte mønsterdybde er 1,6 mm.
Pigdæk er tilladt fra 1. november til 15. april. Hvis monteret skal det være på alle hjul.

Lastbil

Vinterdæk er ikke lovpligtige. Hvis monteret skal det være alle hjul på samme aksel.
Mindste tilladte mønsterdybde er 1,0 mm.
Pigdæk er tilladt fra 1. november til 15. april. Hvis monteret skal det være på hele vogntoget.

Kilde: www.fstyr.dk (Vejledning om syn af køretøjer)

TYSKLAND

Person-/varebil

M+S mærkede dæk er lovpligtige i vintervejr (slud, sjap, islag, isslag, sne, is, rim m.v.). Gælder ikke trailer/campingvogn.
Hvis vinterdækkenes hastighedsgodkendelse er lavere end bilens oplyste tophastighed, gælder særlige regler. Læs mere her.
Mindste tilladte mønsterdybde er 1,6 mm (vinterdæk med under 4 mm kan betragtes som sommerdæk i visse områder).
Pigdæk er ikke tilladt.

Lastbil

M+S mærkede dæk er lovpligtige på trækkende aksler i vintervejr (slud, sjap, islag, isslag, sne, is, rim m.v.). Gælder ikke trailer/hænger.
Mindste tilladte mønsterdybde er 1,6 mm.
Pigdæk er ikke tilladt.

Kilde: www.bag.bund.de (Winterreifenpflicht)

SVERIGE

Person-/varebil

Vinterdæk med mindst 3 mm mønsterdybde er lovpligtige i vintervejr (slud, sjap, islag, isslag, sne, is, rim m.v.) i perioden 1. december til 31. marts. Dette gælder også trailer/campingvogn.
Dækkene skal have vinteregenskaber, have M+S mærkning, og være godkendt på den såkaldte "STRO-liste". Du finder listen på www.stro.dk.
Pigdæk er tilladt fra 1. oktober til 15. april. Hvis monteret skal det være på samlige af bilens hjul.
Hvis pigdæk er monteret på bilen, skal pigdæk også være monteret på trailer/campingvogn.
Pigdæk må gerne være monteret på trailer/campingvogn, selvom bilen er uden pigdæk.

Lastbil

Vinterdæk er lovpligtige på trækkende aksler i perioden 1. december til 31. marts ved kørsel i vintervejr (slud, sjap islag, isslag, sne, is, rim m.v.). Dækkene skal være grovmønstret med M+S mærkning.
Se listen over godkendte vinterdæk på www.stro.dk.
Mindste tilladte mønsterdybde på trækkende køretøj er 5 mm i samme periode i vintervejr.
For trailer/hænger er mindste tilladte mønsterdybde 1,6 mm.
Pigdæk er tilladt fra 1. oktober til 15. april. Hvis monteret skal det være på alle hjul. Hvis pigdæk er monteret på trækker, skal pigdæk også være monteret på trailer. Pigdæk må gerne være monteret på trailer, selvom trækker er uden pigdæk.

Kilder: www.transportstyrelsen.se (Fordonsregler) / www.stro.se

NORGE

Person-/varebil

Loven siger, at "et køretøj må ikke bruges, uden at det er sikret tilstrækkeligt vejgreb i forhold til føret, om nødvendigt ved brug af vinterdæk med eller uden pigge, snekæder eller lignende".
I praksis er vinterdæk derfor lovpligtige i vintervejr (slud, sjap, islag, isslag, sne, is, rim etc.).
Mindste tilladte mønsterdybde er 3 mm i perioden fra og med 1. november til og med mandag efter 2. påskedag (i Nordnorge dog fra 15. oktober til 30. april).
Alle dæk på køretøjet skal have samme egenskaber (være samme type).
Pigdæk og snekæder må normalt ikke anvendes udenfor ovennævnte periode, med mindre vejret gør det nødvendigt.

Lastbil

Vinterdæk er lovpligtige på samtlige aksler på hele vogntoget i perioden 15. november til 31. marts.
Se listen over godkendte vinterdæk på www.stro.dk.
Mindste tilladte mønsterdybde er 5 mm i perioden 1. november til mandag efter 2. påskedag (dog fra 15. oktober til 30. april i Nordland, Troms og Finnmark). Dette gælder hele vogntoget.
Snekæder skal medbringes såfremt der er eller forventes vinterføre. Antallet af kæder afhænger af køretøjets størrelse. Se www.vegvesen.no for nærmere detaljer.
Pigdæk er tilladt i samme periode som der kræves 5 mm mønsterdybde, og skal være monteret på alle hjul på samme aksel, dog er det ved tvillingmontering tilstrækkeligt, at blot et hjul har pigdæk.
 
Bemærk at ovenstående er lovkrav og ikke nødvendigvis de sikkerhedsmæssige anbefalinger. Reglerne er gældende for person-/varebiler under 3.500 kg og lastbiler/busser over 3.500 kg totalvægt. Selvom vi gør alt for at oplysningerne er korrekte, kan vi ikke drages til ansvar på nogen måde for eventuelle fejl/mangler og følger deraf.
Rådet for Større Dæksikkerhed  | Tlf.: 39 63 97 79 | dbdk@dbdk.dk